La Marmotte 2010
Det var ikke let. Hverken at komme til at deltage eller at deltage i årets udgave af La Marmotte. Så er det sagt.
Det begyndte allerede med placeringen af løbet den 3.7.10. Normalt går jeg på ferie om torsdagen i denne uge. Jeg havde ikke megen lyst til at ankomme med familien fredag aften, stå op før en hvis herre får sko på og så ud at forcere 4 bjerge over 176 km. Så jeg meddelte tidligt min chef, at jeg stoppede onsdag middag. Dyb tavshed.
Men der skulle i MCM jo først lige organiseres, hvem der skulle med. Hvem tog familie med osv. Så da vi endelig nåede til, at en campingplads var fundet og tilmeldingen til La Marmotten skulle effektueres, havde de lukket for tilmeldingen. Der var kommet en begrænsning på 7.000 deltagere. Endvidere krævede de enten at man var licensrytter eller kunne fremvise en sundhedsattest.
Jeg fik hurtig skaffet en sundhedserklæring og udfyldte en formular, scannede den ind og mailede det hele til sportcommunication.com og hørte ikke én disse. Gode råd var dyre. Eller blev dyre, for PeVe fandt vejen til løbet. Hvis vi meldte os til ”Le Grand Trophe” ville vi godt nok melde os til 4 løb, hvor La Marmotte var det tredje løb. Prisen var blot det dobbelte. Det kunne næsten alle finde ud af, men Bedemanden skulle selvfølgelig melde sig til en anden serie med 8 løb!! og opdagede først den ublu pris, da det var forsendt.
Vi endte med at blive 9, der skulle deltage. Michael Salomonsen(Micha), Peter Vestergaard(PeVe), Stefan Brendstrup, Hans Jørgen Jørgensen (Formanden), undertegnede, Jørgen Nielsen (Gammelnok), Peter Juul Christensen(Python), Henrik Riising( Bedemanden) og Morten Bennebo. De tre sidste singler, resten med partner og/eller familie. Leif Sodemann(Skovfoden) kom cyklende fra Nice for at deltage.
Så var det bare at forberede sig. Men som sædvanlig går foråret meget hurtigt med de sædvanlige forhindringer for træning. Det blev dog til deltagelse i Århus Rundt og Grejsdalsløbet inden ferien endelig oprandt.
Onsdag eftermiddag var vi klar til at tage af sted. Gammelnok var allerede draget af om tirsdagen for at deltage i et af de løb, vi var tilmeldt om onsdagen. Et 40 km løb.
Vi ankom planmæssigt torsdag aften og blev modtaget af de andre familier. Singlerne kom næste formiddag. Fredagen gik med at hente startnumre på Alpe D’Huez, prøvekøre cyklerne, handle alle de ting ind, man havde glemt hjemme. Der var vist ingen, der prøvede turen op ad Alpen denne dag – man lærer jo af sine erfaringer.
Vi var kommet i forskellige startgrupper. Bedemanden, Micha og yours truely skulle allerede af sted kl. 7:00, herefter startede de andre kl. 7:30 og nogle var vist endda sat til kl. 8:00. Bedemanden og Micha var i den eksklusive gruppe på 500, der startede først.
Havde sovet rigtig dårligt. Ungerne skulle selvfølgelige sidde og spille kort den halve nat uden for vores Mobilhome og tænkte slet ikke på at gå stille i seng, da de nåede dertil. Så jeg var dybest set stadig søvnig, da vi tog ind til startområdet på cyklerne. Vi ankom en ½ time før første startgruppe skulle sendes af sted. Jeg passerede først startlinien kl. 7:10. Men af sted gik det ud af Bourg D’Oisans. Der var et værre leben af cyklister den modsatte vej, som enten skulle starte i en senere gruppe eller deltage i den korte 76 km’s version af løbet. Adskillig tilskuer var stået tidligt op og klappede os ud af byen.
Himlen var blå om end det stadig var lidt køligt. Der bliver ikke kørt i lang tid før den første stigning begynder efter godt 10 km.. Lige efter dæmningen køres ind i skoven og opstigningen til Col Du Glandon begynder. De næste næsten 25 km går det bare opad, opad og atter opad. Stigningen er ikke uoverkommelig – men den er dæleme lang. Vejret viser sig fra sin bedste side. Der er ingen vind og solen stiger efterhånden højere og højere op på en skyfri himmel.
Har nu siddet i sadlen i over to timer og begynder at blive indhentet af de senere starter. Kl 9:06 triller Hans Jørgen smilende og hilsende forbi et stykke før stoppen af Col Du Glandon. Ni minutter efter kommer PeVe storsmilende op på siden af mig. Der går endnu 7 minutter før det er Stefans tur til at glide forbi mig. Glandon toppen er endnu ikke nået. Jeg når toppen ca. 2½ time efter start. Har endnu ikke været af cyklen. På toppen er der forplejning. Denne gang er det til at komme til. Sidst, vi deltog, blev løbet neutraliseret netop her p.gr.a. et dødsstyrt. Det betød at et par tusinde motionister samledes på toppen. Vi blev sendt ned i små grupper på 20 mand med nogle minutters mellemrum. I år stoppede de tidtagningen på toppen, så ingen kørte hasarderet ned af bjerget i et forsøg på at vinde løbet. PeVe var stadig i depotet da jeg ankom og lidt senere sluttede GammelNok sig til. Han var hurtig i sadlen igen efter at have lavet det, han skulle lave her. Jeg tog den lidt mere med ro. Frygtede lidt nedkørslen som jeg oplevede som ret ubehagelig sidste gang. Så jeg bliver på toppen næsten 10 minutter.
Men til min egen undren gik det skide godt. Ikke vildt stærkt. Men i det hele taget kom der ikke nogen susende med hasarderet fart forbi mig på nedkørslen. Der var på et tidspunkt en ambulance vi var nødt til at overhale. Det var ikke rart at ligge helt ude i venstre side for at komme forbi. Men forbi kom vi og videre nedad gik det.
Vel nede samles der forskellige større og mindre grupper, der nu har et 25 – 30 km nogenlunde fladt transportstykke hen til Col Du Telegraphe. Rart at få noget fart i hjulene igen. Stopper undervejs op, da der står en ved vejkanten og holder en slange op – tror jeg. Han behøver hjælp. Men desværre er det et dæk han mangler. Kan kun sige at jeg 1 – 2 km tilbage var kørt forbi et foldedæk, der lå på vejen. Havde overvejet at stoppe og tage det med, men gjorde det – for ham – desværre ikke. Så jeg fortsatte videre men nu alene.
Tiden går, temperaturen stiger stadig. Så når vi opkørslen til Col Du Telegraphe. Jeg har ikke kørt længe opad før Peter Python kører forbi mig. Jeg får ham lige til at holde min fart, så jeg kan få billedet i kassen. Klokken siger 11:31. Så mangler kun Bennebo at nå op til mig. Det sker så hurtigt, at jeg ikke får kameraet frem. Men efter godt 20 minutters cykling, ser jeg ham side på sin cykle, støttende på en sten i vejkanten. Han ser slet ikke frisk ud. Stopper op og spørger til ham. Det er maven, der volder problemer. Han skal lige sidde lidt og sunde sig.
Lokker Morten til at tage et billede af mig selv. Og så er det videre. Den lange og meget varme opstigning – af og til afbrudt af nogle skyggefulde stykker - fortsætter. Da jeg endelig når toppen, er jeg rigtig godt brugt. Sidste jeg var her, var vi 4 der mødtes på toppen og kunne følges ad ned mod Col Du Callibier. Men denne gang er jeg her i ensom majestæt. Alle undertagen Morten – senere viser det sig også skovfogeden – er langt foran mig.
Så går det atter nedad et lille stykke. Frem til endnu et depot på det flade stykke mellem Telegraphe og Callibier.
Vores slogan på buksebagen giver anledning til flere morbide bemærkninger fra andre danske deltagere. ”Går forretningen godt i dag”? Og den slags…
Men videre skal jeg. Når Callibier. Det er jo ikke så stejlt før oppe mod toppen, hvor nogle af stigningerne når de 9%. Den er jo heller ikke så lang som Glandon – men nok stejlere så’en rent gennemsnitlig.
Jeg må nu opgive et af mine mål, nemlig at komme i mål uden at stige af cyklen uden for depoterne. Hele 7 gange må jeg af og puste ud på denne opkørsel – kæmper hele tiden med lysten til at lægge mig til at sove. Kan virkelig nu mærke at søvnen ikke havde været den bedste natten før.
Jeg når toppen lidt omkring 15:30. Samtidig med at de andre er på vej op ad Alpe D’Huez. Hans Jørgen når første sving, hvor vores familier venter, efter mit kameras ur kl. 14:15 – men ifølge Stefans kl. 16:45. Der er vist en der skal have stillet sit ur på kameraet J.
Nedturen fra Callibier er forfærdelig – der er fart på og jeg er meget træt og søvnig. Endvidere er der lidt mere modkørende trafik end ved de tidligere nedkørsler. To gange har jeg det som om, jeg mister koncentration et kort, kort øjeblik. Sidste gang med en modkørende bil. Det giver et gevaldig sæt i mig, da jeg opdager, jeg er på vej over i den forkerte vejbane. Får heldigvis korrigeret og fare videre. Men nu kommer det så. Denne trælse bevægelse, der signalere at nu er pulsen røget langt over det røde felt.
Jeg ved hvad klokken er slået. Jeg har fået hjertebanken. Hvilket betyder, at jeg bliver fuldstændig udmattet og ikke er i stand til at yde en fysisk præstation. Jeg kan knap gå op ad en trappe, når jeg har disse anfald af hjertebanken.
Så længe det går ned er det ikke noget problem. Jeg er stadig kun halvvejs nede. Forsøger at regulere min vejrtrækning i håb om at jeg kan få normal puls igen. Alt imens vi kommer længere og længere ned. Så begynder det at flade noget ud. En meget venlig mand kører ind foran mig og signalerer, at jeg skal hænge på, så han kan trække mig op til en større gruppe, der netop havde passeret mig. Det lykkes. Det er varmt nu, da vi er nede igen.
Men så kommer der en ganske svag stigning og hjertet galoperer derudaf igen. Jeg må slippe. Stiger af cyklen og sætter mig på en mur i solskinnet – drikker lidt, spiser lidt. Jeg har ikke flere energibarer eller dem jeg har, kan jeg simpelthen ikke få ned. Har kun spist to undervejs med kvalmefornemmelse til følge. Køb aldrig Maxim HoneyCrunch.
Jeg skal – undskyld mig – skide. Det har været undervejs længe. Medens jeg sidder der og ”nyder” solen hører jeg en råbe ”Hej Johnny”. Det er skovfogeden, der kommer forbi sammen med en lille gruppe.
Jeg kommer på cyklen igen og triller stille videre. Det går atter nedad. Når til en lille by 25 km fra Alpe D’Huez, som jeg opfatter som om, der er 25 km til Boug D’Oisans. Igennem den første mørke tunnel. Må atter stige af cyklen efter tunnelen, da det igen går ganske lidt opad. Sætter mig ned og sonderer terrænet. Der sidder to kvinder ved bagsmækken på en varevogn. De venter øjensynlig på nogen, der er med i løbet.
Jeg kan snart ikke holde mig. Vælger at springer over muren og ned af skrænten. Idet jeg skal til at gøre mig klar smutter en brun slange – tyk som en tommelfinger og lang som en arm lige forbi mig og ned i et hul.
Efter endt dåd kravler jeg atter op ad skrænten og over autoværnet.
Jeg orker simpelthen ikke at forsætte de 25 km til Bourg D’Oisans, som jeg havde bildt mig selv ind, der var.. Ringer efter konen. Da der er gået en halv time, og de ikke er kommet, ringer jeg igen. De var kørt den modsatte vej ud af Bourg D’Oisans.
Jeg trækker cyklen op over den sidste lille stigning og kommer op på den – altså cyklen og begynder at køre nedad. Lige før den sidste tunnel kommer de så endelig i mod mig, og jeg holder ind og venter på, at de kommer tilbage.
Det viser sig, at jeg bliver samlet op bare 1 – 2 km fra den vej, der fører op til vores campingplads. Derfra er der vel 4 – 5 km ind til foden af Alpe D’Huez. Men selvom jeg godt kunne være nået til foden, havde jeg brugt så megen tid og var så svækket efter anfaldet, som ikke var helt forsvundet endnu, at jeg på ingen måde ville kunne være kørt mere end 5 meter opad Alpen. Så efter knap 150 km var turen slut.
Men det skulle vise sig, at der rigtig var mandefald i år. Heller ikke Morten og Michael nåede toppen. Michael stod af i det første sving på Alpen, da han måtte af cyklen 2 gange på de første 500 meter. Morten opgav på Callibier og blev hentet af Michael.
Hjemme på campingpladsen sad alle de andre nyvaskede og i rigtig godt humør. Det var jeg ikke
Men – som en kendt konge sagde engang. I morgen er der atter en dag – men ikke til næste år, da ligger løbet allerede den 2/7. Den går ikke to gange i træk.
Resten af ugen stod på afslappende ferie i det fantastiske område. Vejret var fantastisk. Tog på en udflugt med svævebanen op på Alpe D’Huez og så de mange downhill’er drøne ned af bjergsiden iført noget der lignede vinterkluns i 30 grader varme.
Om tirsdagen havde Trille og Tina besluttet, at de villecykle op ad Alpen. Og som den gentlemand jeg er, tilbød jeg at gøre dem følgeskab. Man kan ikke tage herned uden mindst en gang at tage denne lille cykeltur. Beviset for at vi kom op kan ses her.og her
Onsdag tog de fleste af sted. Hans Jørgen og undertegnede ventede en dag. Hans Jørgen havde fået en lille pjece med 31 forskellige cykelruter i området. Her havde han fået øje på en, der gik op til en lille minelandsby, hvor der efter sigende kun boede 9 personer. Minen var for længst nedlagt. Her mente han vi skulle op.
Som sagt så gjort. Vi begav os af sted. Men først skulle vi lige op gennem et bjergpas til et afsides liggende taktørsted. Hans Jørgen ventede pænt på mig under opstigningen, som ikke var uoverkommelig. Vi nåede passets højeste punkt. Drak lidt væske ved traktørstedet uden dog at købe noget.
Så gik turen tilbage samme vej. Opstigningen til minelandsbyen lå ca. halvvejs på tilbagevejen. Vi kommer til frakørslen, vejen er smal, hullet fyldt med grene og grankogler. Langs vejsiden går der et beton autoværn. Så går det ellers opad, opad og atter opad i kraftige hårnåle sving. Det er ikke mange km vi får kørt i det vandrette plan. Det går bare opad Zig Zag Zig Zag. Vi når endelig toppen – det tog vist lidt længere tid, end vi havde regnet med. Der var serveret frisk kildevand ved en åben brønd ved kirken. Denne var omkranset af den nydeligste lille kirkegård, hvor flotte, store og meget nye familiegravsteder over byens 5 familier virkede helt malplaceret i dette ellers gamle, men smukke landskab.
Fra kirkegården kunne vi nede ad bjergsiden se det eneste menneske vi mødte. En ældre herre der sad i en gyngestol og tilsyneladende sov. Ved siden af ham lå en stor sort hund.
Målet var nået og vi begav os nu nedad. Vejen var mange steder fyldt med grankogler og knækkedes smågrene, så det var lidt af en opgave at suse nedad. Jeg lå forrest. Krydsede finger for, at der ikke var nogen biler, der skulle opad, for det var ikke langt vi kunne se pgra hårdnålesvingene. Vi nåede faktisk helt ned til afkørslen inden vi mødte en modkørende – men det var så til gengæld også en ordentlig firhjulstrækker. Undgik med nød og næppe et rendez vous. Råbte til Hans Jørgen. Han havde dog set faren.
Herefter gik det så blot nedad mod Bourg D’Oisans og den sidste lange opkørsel til campingpladsen. En rigtig fed tur – som dog gav anledning til en lidt rynket pande, da vi havde været væk noget længere end beregnet.
Hermed var en fantastisk ferie ved at få sin afslutning. Næste stop Paris.
