Iflg. MCM´s særlige regler  skal den sande vinde ALTID skrive beretningen  (Marmotten 2010)

Fremragende vejr denne morgen. Johnny og jeg havde aftalt at køre på cykel til startområdet  ca. 20K. Benene skulle bare i gang. Det var en dejlig morgen, og vejret tegnede godt. Cyklen, benene, forventningerne nu sker det efter alle de hårde træningskilometer. 5000 K på landevejen i sommerperioden kombineret med Mountainbike og spinning 2-3 gange om ugen i vinterhalvåret – vi var klar begge to - Canyon og undertegnede. ”Det bliver godt”, tænkte jeg.  Johnny virkede også trimmet – han så kørende ud og gav den gas frem mod startområdet. Desværre måtte han senere udgå pga. hjerteflimmer – ærgerligt da han ellers lå godt til på Gallibieres sammen med Benneboe og Skovfogeden (se dennes beretning)

Vi skiltes hurtigt ved startområdet da løbet jo er inddelt i forskellige startgrupper. Er man seeded, bjergrytter eller marginalrytter til et professionelt hold, tildeles man automatisk de lave startnumre dvs. startnumre under nr. 125. Jeg blev i år desværre kun tildelt start nr. 121 (lidt skuffende) ud af de ca. 8000 startende – så det var bare om at få næsen helt frem til ”snoren”. Det var en speciel og helt særlig oplevelse at stå så tæt på startlinjen og alt det postyr, det medfører af forskellige ”vigtige personer”, som får mikrofonen, og udtaler sig om mangt og meget. De topryttere, som jeg stod sammen med lignede rigtige cykelryttere på 60- 65 kg trimmede – iflg. min optik meget små ryttere.

Starten er gået og nu venter der 20 K flade km til den første lille stigning(dæmning) inden 1. bjerg. Ved den første lille stigning bliver der hul, og man kører herefter de sidste 5 K frem mod bjerget. Avs for de første 20 K lige omkring 40km/h - så der bliver kørt rimeligt igennem uden at brænde for meget krudt af. Ved starten af Glandon opstigningen (1. bjerg) falder rytterne til ro, og man finder sit tempo. Jeg havde besluttet at ligge med en puls på 160, og det lykkedes fint. Jeg regnede således med at kunne få følgeskab af Benneboe og Python, som iflg. dem selv - på vej i bilen til Frankrig - ville indhente mig så hurtigt som muligt for derefter at lægge sig på mit baghjul hjem. Glandon opstigningen består egentlig af 2 opstigninger på hver ca. 500 hm. Så der er en nedkørsel inden den 2. halvdel af opkørslen – her kan man lige få lidt luft igen. 2. halvdel starter meget stejlt, og man kan roligt sige, at Glandon bjerget ikke skal undervurderes. Der er stadig 3 bjerge i vente forude. På toppen af Glandon var der forsyninger, og heldigvis ikke ankommet særligt mange ryttere, så det var nemt at blive provianteret med vand og komme hurtigt videre med nedkørslen.

Nedkørslen er lang, og især i starten er der en del sving, som tidligere har krævet dødsofre. Derfor har arrangørerne valgt at stoppe tiden på toppen af Glandon for derefter at sætte den i gang igen ved foden af bjerget. Nedkørslen tager ca. 30 min i fornuftigt tempo. Der er et temmelig langt transportstykke til det næste bjerg – Telegraph. Der må man altså sige, at der bliver kørt igennem. Nu var der endelig noget terræn, som passede godt til mine 93 kg. Selvom der blev kørt rigtig stærkt i en 100 mands gruppe, så var der alligevel grupperinger, som kørte ”væk”. Jeg valgte - lidt modvilligt - at blive hængende i feltet med en puls, som absolut ikke lå under min arbejdspuls opad bjerget. Med den hårde tempokørsel havde jeg en god fornemmelse, at jeg var rimeligt med fremme, da opkørslen til Col du Telegraph skulle begynde.  Jeg var også helt sikker på, at der ikke ville komme MCMere forbi på denne strækning frem mod Telepgraph, dertil blev der kørt alt for hurtigt. Opkørslen af Col du Telegraph forløber helt uden dramatik.

Temperaturforholdene var perfekte, og der køres efter den planlagte puls 160. Der kommer masser af bemærkninger fra bagfrakommende danske ryttere om vores sponsorer og teksten på bagdelen. Nær toppen af Telegraph stoppes vi af det lokale politi, da der kun kan køres i den ene vejbane. Jeg benytter lejligheden til at kigge efter bagfrakommende MCMere – formanden plejer godt nok først at dukke op på Gallibieres. Men hvad med Benneboe/Python banden. De er der ikke. Så går det nedad mod Valloire og opkørslen til Gallibieres. Ikke en lang nedkørsel fra Telegraph til Valloire, men meget behagelig med masser af fart – store sving. Ind gennem Skisportsbyen Valloire, tilskuere – tju hej hvor det går. Så er der lige et længere stykke(5 K) til Gallibieres opstigningen. Jeg kunne huske, at der var et depot dér, men ikke at man skulle slide så meget for at komme dertil. Ved depotet drak jeg som sædvanligt et par liter vand, og fyldte mine tomme flasker. Jeg vidste fra min deltagelse i 2006, at Gallibierer er en dræber. Den er lang, ser flad ud – det går bare lige ud langt ind i slugten – det stiger konstant. Jeg tror man kan sige, at ved starten af Gallibieres opstigningen, der skal man ikke være alt for slidt. Da vil det blive vanskeligt at gennemføre cykelløbet. Der skal være noget energi og overskud for Gallibieres er opslidende.

Der kommer et vanddepot i forbindelse med et højresving  og her starter opstigningen så det minder mere om et regulært bjerg med sving. Sådan bliver det ved og ved. Stadig ingen MCMere, som man kan køre og snakke med. Jeg er begyndt at mærke trætheden. Den sniger sig ind på livet af en – og der er stadig langt til toppen, kan det konstateres på kilometermærkerne i vejkanten. Men heldigvis sker der noget, pludselig er han der - ganske som i 2006 formanden med det sikre bjergtråd. ”Nå, hej er du her”. Han forsøger straks at køre væk. Han mener sig åbenbart for let i kanten til at sidde sammen med noget, som for ham minder om en russisk kuglestøder fra dengang muren stadig stod. I 2006 på nogenlunde samme sted lod jeg formanden køre ”væk” - denne gang havde jeg jo hjemmefra besluttet, at jeg ville være 1. mand ved foden af de 4 bjerge. På vej op ad det sidste stykke til toppen af Gallibieres ser jeg formanden starte nedkørslen. Han skuler ned på mig - venter ikke så vi evt. sammen kunne nyde nedkørslen - nej han skynder sig væk iført elefanthue, komplet vinterkostume mv. - det er koldt på toppen. Jeg vidste, at nedkørslen jo er rigtig lang – så derfor var jeg også sikker på, at han snart ville blive indhentet. God proviantering, indtagelse af rigelige mængder vand, skulle bane vejen frem mod en god opstigning af Alpe D’Huez .

 Nedkørslen fra toppen af Gallibieres er velbeskrevet i litteraturen (se f.eks. www.tornoee.dk) – den føles helt vildt lang.  Ligeud kørsel kan her bedst beskrives som kørsel i højt tempo med mange pukler, som skal overkommes. Det tærer på kræfterne. Formanden blev da også hurtig kørt ind, og han blev overhalet med så megen fart, at han knap fattede, hvad det var som foregik. Jeg kørte demonstrativt væk fra ham med et par håndfulde fluevægtere, som vred sig godt i sadlen for at holde hjul. Han kom igen og vi skiftedes til at køre væk fra hinanden – uden at tale sammen – det var ren MCM stil, hæng på, hvis du kan.

 Alligevel vælger formanden at køre i depot lige før opstigningen til Alpen(Bourgh). Jeg havde stadig fedtdepoter, der kunne tæres på. Fedtunderskuddet på formandens blege krop var ved at nå et kritisk niveau. Han var derfor nødt til at få noget næring, ellers kunne der udvikle sig en farlig situation. Jeg fortsætter mod Alpen, og skynder mig op til 1. sving. Der står vores dejlige medbragte supportere klar med omsorg og friske forsyninger. Formanden passerer mig lige i samme øjeblik, som vi ankommer. Vi bliver nødt til at indgå en form for alliance, tænker jeg. Vores konkurrenter kæmper i dette øjeblik afgørende kampe på Gallibieres, langt væk herfra.  Jeg foreslår derfor, at vi kører sammen(stik imod sædvanlig MCM ånd) til La Garde ved 6. sving. Det giver vi hinanden håndslag på, at løbet herefter er frit.

Birgit (formandens kone) bliver pludselig meget urolig, snakkesalig og hjælpsom og for sent fatter jeg mistanke om konspirationen. Formanden har med list igen udført sit berygtede Houdini nummer - han er over alle bjerge. Han var kørt, mens Birgit tilbød mig vand fra en flaske med en underlig gul/grøn farve med en kvalmende lugt. Birgit slår ud med armene, og sender mig med sit uskyldige blik, som udtrykker en kærlig undskyldning. Hun ved, at de er blevet afsløret, og håber blot, at formanden har slået det afgørende hul, så han endelig kan få en sejr ved Marmotten. Tryllekunstnerparret har åbenbart med held slået til igen. Jeg indleder forgæves jagten på ham, men indser hurtigt, at hullet (antal sving) han på usportslig vis er kommet foran, ej kan hentes. Derefter går det meget langsomt opad - jeg stopper ved stort set alle de naturlige kilder, og drikker vand. Køretiden op ad Alpen ca. 1h, 45 min, trods alt 45 minutter hurtigere end i 2006. Min diplom tid var 08.55.01, computer tid 09.20.00. Det kan i øvrigt nævnes, at formanden blev frataget sejren pga. usportslig optræden, og hele familien bortvist fra MCM lejren. Iflg. MCM´s særlige regler, er det ikke tiderne, men placeringerne på toppen af Alpen, som tæller i det interne MCM-opgør. Python fik i øvrigt en flot 2. plads, da han lige akkurat nåede at overhale Stefan inden toppen af Alpe D’Huez.

Vi ses til næste år - Henrik Riising